Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Opstart og indkøring

Overgangen fra dagpleje til børnehave er en stor ting,  -ofte både for jeres barn og jer forældre. Vi ønsker overgangen bliver så blid og gnidningsløs som muligt.
Inden barnet starter i Asaa Børnehave, modtager I forældre velkomstmateriale i jeres e-boks. Her er bl.a. børnehavens velkomstfolder med information om alt, hvad der er godt at vide om hverdagen i Asaa Børnehave, samt et spørgeskema, der danner baggrund for opstartssamtalen. 
Ligeledes forud for opstarten indbydes I forældre til en opstartssamtale (uden barn), hvor vi viser børnehaven frem og har dialog om jeres barn med udgangspunkt i spørgeskemaet. Det er også til opstartssamtalen, vi sammen træffer aftaler om opstarten. 

Vi opfordrer til, at I kommer på besøg med jeres barn inden opstarten, således jeres barn har set sine nye omgivelser på forhånd, -sin stue, sin garderobeplads, køleskabet til madpakkerne mv, samt set/hilst på børn og voksne.
Ligeledes opfordrer vi til, at I og jeres barn/børn flittigt benytter vores legeplads udenfor åbningstid, således denne på forhånd er en kendt arena for barnet.

Når tiden kommer, hvor jeres barn begynder i Asaa Børnehave, anbefaler vi en blid start med korte dage, således jeres barn oplever succes med at gå i børnehave. 
Der er mange indtryk og meget at forholde sig til, når jeres barn som knap 3-årig kommer fra en dagpleje med ca. 4 børn til en børnehave med langt flere børn, -og det koster ressourcer. Her giver det jeres barn tryghed og overskud at have far eller mor med samt at starte med korte dage, så jeres barn kan komme hjem og bearbejde dagens indtryk i trygge og kendte omgivelser.