Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fysiske rammer

Fysiske rammer
I Flauenskjold Børnehave har vi to stuer – brumbassen og myretuen. Børnene er sammen på tværs af alder, da vi oplever, at der sker noget magisk i samspillet mellem de mindste- og større børn. De mindste børn afprøver egne grænser inden for nærmeste udviklingszone, når de spejler sig i de store, og udfordrer dermed egen gøren og formåen. Samtidig styrkes de større børns selvværd og selvtillid, når de mestrer at hjælpe og guide, og dermed agerer forbilleder for de små.
Derudover har vi en førskolegruppe, hvor de kommende skolebørn indgår. Da vi deler matrikel med Flauenskjold SFO, benytter vi i høj grad disse læringsmiljøer i vores pædagogiske arbejde med at skabe den gode og trygge overgang fra børnehave til skole/SFO.

Indendørs har vi læringsmiljøer, der henvender sig til forskellige legetyper, såsom: 

  • Rolleleg: Dukkekrog, legekøkken og udklædning
  • Konstruktionsleg: LEGO, magneter og togbane
  • Kreative sysler: Perler, maling og ler
  • Sprog og musik: Sangkuffert, musikrum og bøger
  • Natur, udeliv og science: Congosnegle, klodser og tal
  • Motorisk udfoldelse: Madrasser, trædesten og kinetisk sand
     

Derudover har vi et stort fællesrum, som er inddelt i mindre læringsrum. Det er her, at vi har de primære morgen- og eftermiddagstimer med stillesiddende pædagogiske aktiviteter. Det er også i fællesrummet, at der dannes et overblik over både børn og voksne i Flauenskjold Børnehave.
I forlængelse af fællesrummet ligger vores køkken. Køkkenet benyttes ligeledes som et pædagogisk læringsmiljø ved f.eks. maddage, klargøring af rulleborde samt oprydning.

Vi prioriterer udelivet højt, og bruger dagligt legepladsen i alt slags vejr. Vores udefaciliteter består af en stor legeplads med mange bakker, klatre- og frugttræer samt buske til at gemme sig i. Vi har gynger, sandkasse, bålplads, hyggekroge, rutsjebane, stier, køretøjer og forskellige hytter. Derudover har vi læringstavler med f.eks. krybdyr, vejret og blomster, som inspirerer til læring om, og udforskning af udelivet.
  
Vi benytter ofte lokalmiljøets grønne områder nær sø, skov og legepladser. Desuden har vi en lokalaftale med Flauenskjold Hallen, som bruges fast til motorisk udfoldelse i efterår- og forårsperioden.

Foranderlige læringsmiljøer
Vi ved, at Flauenskjold Børnehaves fysiske rammer og dermed læringsmiljøer skal stimulere børnenes deltagelseslyst til at eksperimentere, gentage og udfordre sig selv. Dette med henblik på trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem hele dagen.

Netop derfor arbejder vi som pædagogisk personale ud fra tilgangen om, at vores læringsmiljøer er dynamiske og foranderlige. Læringsmiljøerne skal afspejle børnegruppen og dennes behov samt ønsker for stimuli, hvorfor børneperspektivet er en vigtig faktor i, hvordan vores dagtilbuds fysiske rammer kommer til udtryk.