Velkommen til Den Grønne Giraf
Børnehuset Den Grønne Giraf er en integreret institution for børn i alderen 0 til 6 år.
I Den Grønne Giraf er der ca. 70 børnehavebørn, fordelt på 3 stuer, samt 20 vuggestuebørn.
Børnehaven har en stor og dejlig legeplads, som både indbyder til fysisk udfoldelse og fordybelse. Der er blandt andet mulighed for at grave, lave sand- og mudderkager, kravle, krybe, rutsje, cykle og løbe.
Samtidig har Den Grønne Giraf et kolonihavehus, hvor der er plads til fordybelse.
Dagligdagen i børnehaven består af aktiviteter i mindre grupper, vi fordeler os på vores stuer og benytter os af vores store fællesrum, der indeholder en række læringsmiljøer, som indbyder til fordybelse i legen.
Både børnehaven og vuggestuen laver mange forskellige aktiviteter, både i Børnehuset og på tur i nærmiljøet.
Når børn og personale er på ture i nærmiljøet, bliver eventyrstien, biblioteket eller gederne oftest besøgt.
Idet børn allerede begynder i Den Grønne Giraf, når de skal starte i vuggestue, er der god mulighed for at sikre, at børn får en god og tryg overgang fra vuggestue til børnehave, da alle voksne og de andre børn er kendte ansigter.