Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Læring i børnehaven

Fra de første børn møder ind kl. 06.30 til børnehaven lukker kl. 17.00 har vi fokus på læring.

Et trygt og stimulerende pædagogisk læringsmiljø er udgangspunktet for vores arbejde med børnenes læring.

Helt konkret skal børnene opleve, at de bliver mødt i deres følelser og behov af nærværende voksne.

Børnene skal opleve at få trøst, tryghed og opmuntring på de rette tidspunkter.
Det pædagogiske personale fungerer som sekundære omsorgspersoner for børnene, og kan derfor være børnenes trygge baser, når de skal udforske nyt terræn.

Vi ved, at når det pædagogiske personale er omsorgsfuldt, støttende og har en kærlig tilgang til børnegruppen, f.eks. under et måltid, har det en stor betydning for det enkelte barn.
Derfor arbejder vi med relationer alle steder, både en til en og i store som små grupper.

Det pædagogiske læringsmiljø er rammen for barnets trivsel, dannelse og udvikling.

Det betyder, at børnene lærer hele dagen.

Læring foregår i alt fra hverdagspædagogik og rutiner til tilrettelagte læringstilbud.

Personalets arbejde med læringsmiljøet

Personalets didaktiske overvejelser har stor betydning for læringsmiljøet.

Vi har beskrevet 4 områder, der skal lægge til grund for personalets didaktiske overvejelser og som har stor positiv effekt for læringsmiljøet.

Område 1

Den voksnes evne til positionering: Foran, vedsiden af, og bag ved.

De voksne er bevidste om, hvor de positionerer sig i forhold til børnenes leg og aktivitet.
Kunsten er, at den voksne bevæger sig i en balance mellem de forskellige positioner.
Nogle gange er der behov for, at den voksne går foran og viser børnene nye sider af verden.
Derefter kan den voksne stille sig ved siden af børnene og undre sig sammen med dem.
Andre gange skal den voksne følge børnenes spor ved at gå bagved og observere, hvad de er optagede af.

Alle børn får det største udbytte af, at den voksne veksler mellem de tre positioner.

Område 2

De voksne veksler mellem børne- og vokseninitierede aktiviteter.

Vores pædagogiske arbejde er tilrettelagt sådan, at der er en god balance mellem børne- og vokseninitierede aktiviteter.
Dette skyldes, at hvis børnene udelukkende laver børneinitierede aktiviteter er der risiko for at børnene beskæftiger sig med kompetencer, som de allerede forstår og behersker.

Dette medfører også en risiko for, at de børn, som i forvejen står uden for fællesskabet, forbliver der, fordi legene sandsynligvis vil kredse om kompetencer og færdigheder, som de børn ikke besidder. Hvis det derimod primært er vokseninitierede aktiviteter, som fylder, er der risiko for, at børnene mister interessen, motivationen og lysten til at deltage i de tilbudte aktiviteter.

Vokseninitierede aktiviteter kan nemlig hurtigt komme til at minde om undervisning eller passiv underholdning, som mindsker børns motivation for aktiv deltagelse.

Område 3

Vi arbejder med at organisere dagen og inddele børnegruppen. 

Dette gør vi, fordi en tydelig organisering af dagen giver det pædagogiske personale tid til at koncentrere sig om relations arbejdet med børnene.
Hvordan dagen organiseres både strukturelt og pædagogisk har stor indflydelse på kvaliteten af læringsmiljøerne i børnehaven.
Opdeling af børnegruppen i små grupper er nødvendig for at sikre, at alle børn har lige deltagelsesmuligheder.
I de små grupper er der plads til, at alle bliver set og hørt.
Derved får det stille barn mere plads, og de børn, der ellers fylder meget, bliver mere rolige.
Den voksne har lettere ved at være i dialog med det enkelte barn og med hele børnegruppen.
Hvis børnene bliver inddelt efter alder, er det lettere at lave alderstilpassede aktiviteter.
De små grupper giver ligeledes færre konflikter blandt børnene, og giver den voksne bedre mulighed for at arbejde kontinuerligt med konflikthåndtering.

Vi ved, at denne organisering fremmer børnenes perspektiv, mulighed for fordybelse og chance for indflydelse.
Samtidig ved vi også, at organiseringen i små grupper ikke kan stå alene.

Derfor organiserer vi også børnene i større grupper fordi det pædagogiske personale derved kan arbejde med børnenes kompetencer til at indgå i et større fællesskab.
Børnene vil befinde sig i større grupper i løbet af dagen. 
Dette forekommer f.eks. om morgenen og på legepladsen.
Vi ved samtidig, at det vigtige er, at personalet ved hvornår, der skal gøres brug af det ene frem for det andet.

Område 4

Indretning af legezoner er en væsentlig del af læringen i børnehaven.

Vores pædagogik kommer til udtryk ved institutionens indretning.
Når vi indretter med målrettede legezoner opnår vi en forståelse for, hvad vi tilbyder børnene.
Legezonerne skal indrettes, så de er nemme at gå til og inspirerer til leg.
Det er nemlig lettere at begynde en leg, når der er eksempler på, hvad der kan leges med.

Legezonerne varierer i deres form og udtryk.
Vi rummer både zoner til ro og til et højt aktivitetsniveau. 
Vi tager også højde for barnets stående legehøjde i forhold til alder.
Samtidig har vi fokus på at sikre de enkelte legezoner mod forstyrrelser udefra.

Læringsmiljøet er med udgangspunkt i fleksibilitet, så det hele tiden kan justeres ud fra børnenes behov og med en tydelighed i, hvor de forskellige lege kan foregå.

I vil også opleve, at vi arbejder med en rollefordeling i personalegruppen som fordybelsesvoksne, praktiske voksne og overbliksvoksne.